Madam Blå - Det glade køkken

I køkkenet Madam Blå her på Sølund Plejehjem har vi et altoverskyggende mål om at lave fantastisk dejlig mad, der skaber glæde og nærvær, og som er dagens højdepunkt for vores beboere. Dem, vi laver mad til, fortjener det. De skal have det bedste – og det er vores ansvar.
 
Vi laver ærlig mad, og vi åbner op for køkkendøren og viser, hvordan vi arbejder. Det tror vi, der er enormt vigtigt at gøre, hvis vi skal nedkæmpe de mange fordomme omkring institutionsmad. Der er en grund til, at det offentlige måltid har været udskældt. Der er uden tvivl blevet lavet mange måltider, som ikke burde være serveret. Og der er kun os i de offentlige køkkener, der kan vende den strøm. 

Vi tror i bund og grund, det drejer sig om, at vi skal turde invitere ind. At vi tør sige: kom og se og duft og smag, kom og oplev vores håndværk og professionalisme. Vores vinkel på ældreplejen – den ernæringsmæssige vinkel – er ligeså vigtig som træning og plejen er. Vi skal sætte maden på dagsordenen. Og det gør vi her på Sølund.